Update #9 - Bermuda, Azorerne og Irland

Da vi kom til Bermuda anduvede vi St. George. Dette er stedet, hvor man tjekker ind hos customs, så alle sejlere går ind her først. I bugten lå danske Aura, som vi har mødt mange gange efterhånden og på den modsatte kaj af hvor vi lå, var vores canadiske venner fra Antigua, Sorca, fortøjret. Vi sejlede sammen med Sorca videre til hovedbyen Hamilton, hvor vi endte med at ligge en lille uge.

På Bermuda bliver der næste år afholdt America's Cup, og de har deres base i Hamilton, så vi håbede at få mulighed for at se holdene træne. Til vores store skuffelse var alle bådene desværre netop i denne uge i New York for at sejle. Vi var i stedet inde og se den gamle flådebase, som viste sig at have et af de bedre museer vi har været på.

I Hamilton lå vi først til kaj hos Royal Bermuda Yacht Club inden vi lagde os ud for anker sammen med Aura, der kom et par dage senere fra St George. Vi havde en hyggelig aften, hvor Aura bød på pamplone og der blev fortalt historier fra de uger, som var gået siden vi sidst havde set hinanden.

Besætningen fra Sorca brugte vi også en del tid sammen med. Og de var som regel lette at finde, da happy hour altid startede klokken 16 på Flanagan's oppe i byen. Den sidste aften inden vi skulle sejle, havde de inviteret os på en lille afskedsmiddag og vi blev budt på KFC og kolde øl ombord på deres båd.

Vi havde en hurtig tur til Azorerne, hvor vi sejlede 1894 sømil på 11 dage og 17 timer. Det meste af turen kunne vi ligge på kanten af et lavtryk, som gav os god vind. Første nat sprang styrewiren, så vi måtte bruge autopilot inden vi kunne lave det næste morgen. Der havde lækket vand ned på wiren, som havde gjort den rusten og svag. Da vi en uges tid senere bommede over, vidste vi at der var mulighed for at wiren i den anden side også ville springe, hvilket rigtig nok skete kort tid efter.

Fra Caribien til Azorerne, var vandet faldet fra 28 til 16 grader, så det var lidt af et klimaskifte for os, og det varme tøj blev fundet frem igen. Samme aften som vi lagde til i Horta kom Leslie på besøg nogle dage. Vi skulle selvfølgelig op på den famøse Peters Cafe Sport i Horta, hvor der er en lang tradition for at sejlere mødes, hvilket må siges stadig at gælde, da der var fuldt hus hver aften. Vi fik hængt vores Kerteminde Sejlklub stander op blandt alle de mange andre, som har besøgt stedet gennem tiderne.

Der er en lang hvalfangertradition på Azorerne, så vi brugte noget af tiden på at besøge en gammel hvalfangerstation, hvor de kogte olie af spækket fra kaskelothvaler, som blandt andet blev brugt til gadebelysning. Derudover var vi på "scrimshaw" museum, hvor de udstiller hvaltænder, som er slebet, poleret og udsmykket med forskellige indgraverede tegninger. Dette stammer fra de gamle hvalfangerbåde, hvor mændene om bord skulle få tiden til at gå.

Jespers kæreste, Helene, kom også på besøg mens vi lå i Horta. Der tog vi færgen over til naboøen Pico, hvor vi lejede bil og kørte øen rundt. Indimellem regnvejret lavede vi forskellige reparationer på Bellona og forsøgte at male billedet på kajen op fra båden sidste gang var her i 1995.

Dagen inden vi sejlede nåede vi lige at byde Aura velkommen, som ankom sent på natten. Vi var med dem ude og spise og Terese havde lavet sin famøse chokoladekage med karamel, som der har været meget snak om på Bellona. Kagen smagte selvfølgelig himmelsk og vi har på den sidste del af turen skruet op for bageriet (og gasforbruget) efter Auras eksempel. Vi nåede også at hilse på den norske båd SAM, som Mads havde sejlet nogle dage med i ugerne væk fra Bellona. Der var ny besætning ombord, hvor vi kendte skipperen, som vi havde arbejdet sammen med i Kroatien. De skal sejle båden hjem til Norge, og skal derfor nogenlunde samme tur som os hjemover.

Efter 12 dage i Horta var vi alle klar på at komme videre. Endelig kom der er godt vejrvindue, og vi sejlede ud sammen med omkring 10 både den dag.

Vi var heldige at få en god tur fra Azorerne til Irland uden at møde noget særlig hårdt vejr eller modvind. På turen fangede vi to store Albacore tun, som gav mad til flere dage og gjorde at den ellers forberedte kødsovs ikke blev spist. Da mange var sejlet på samme tidspunkt fra Azorerne mødte vi flere både undervejs og på et tidspunkt lå vi 6 både midt ude i Nordatlanten bare 5-10 sømil fra hinanden. Vi ankom til Cork (Crosshaven) Irland efter lidt over 8 dage.

Da vi ankom sidst på dagen tog vi op for at få en Guiness, som er obligatorisk hvis man er i Irland. Der var fyldt med folk på den lokale pub og en utrolig hyggelig imødekommende stemning. Da vi slentrede videre for at finde et sted at spise blev vi indhentet af en mand der var meget ivrig for at snakke. Det viste sig at være tolderen, som havde set os komme ind, og sjovt nok vidste hvor man kunne finde de fleste sejlere efter de var kommet i land. De var meget venlige og endte med at køre Mads og Jens tilbage til båden for at se papirerne og derefter kører dem retur til restauranten. Det må være det man kalder god service.

Efter en dag i Crosshaven, som er en meget lille by, sejlede vi videre til Kinsale som alle de lokale anbefalede. Dette viste sig at være med god grund og vi havde 3 dejlige dage her, som gik med lidt bådarbejde, pubbesøg og afslapning. Vi lå uden på Celtic Spirit of Fastnet som vi havde mødt tidligere i Caribien på St. Lucia, og som havde hjemhavn i Kinsale. Efter 4 dage i Irland var det tid til at komme mod Amsterdam, som tog 4 dage. Det første døgn havde vi hård vind og kunne lige holde Lands End op, som er sydspidsen af England. Herefter døde vinden, og den Engelske Kanal viste sig fra sin blide side, med pande fladt vand og inden vind i de følgende 3 døgn, så jerngenuaen blev startet op. Dette betød også vi måtte et kort smut ind for at tanke i Dover, da 2 døgns sejlads havde tæret på tanken.