Update #4 - Atlanten og Barbados

Så er den gamle dame Bellona landet på Barbados efter at have krydset Atlanten på 21 dage og 17 timer, hvor hun endte med at sejle 2900nm.

Vi ankom om morgenen den 22 december. Ved ankomst skal man indklarere i den store industrihavn. Dette gik fint og vi kunne derefter lægge os ud for anker i Carlisle Bay, hvor vi stadig ligger.

Vejret var det meste af turen over Atlanten ret mildt, og vi sejlede stabilt 5-6 kn med vinden agten for tværs det meste af tiden. På hele turen havde vi i alt to dage med vindstille, hvor vi sejlede med motor hen til der hvor vi via satellittelefonen kunne se at der var vind. Samtidig fik vi ladet batterierne. Man kan se på skyerne, når man rammer passatvinden, som vi havde læst lignede små fut-skyer fra et tog, hvilket passede meget godt. På turen nåede vi at anvende hele sejlgarderoben, og havde især glæde af den store genakker i de dage, hvor der var begrænset med vind.

Dyrelivet på den første halvdel af turen var relativ fraværende, hvor vi ikke havde set særlig meget til nogen fisk eller hvaler, udover en flok delfiner da vi var tættere under land. På den sidste halvdel fik vi dog besøg af en stor mink hval i 8 timer, som lå og svømmede ved siden af båden.

Samme dag så vi en stor Marlin ligge og svømme rundt i overfladen. Omkring samtidig begynder vi også at fange fisk, hvilket vi havde været lidt uheldige med og mistet 5 woblere og blink. Vi fangede i alt tre Mahi Mahi, som kaldes Guldmakrel på dansk. Derudover fangede vi en masse små makreller. Timingen passede godt med at vi aftenen inden havde spist det sidste af vores ferske mad, og derfor havde i udsigt at skulle spise dåsemed resten af turen, hvis vi ikke havde fanget noget.

Halvvejs på turen havde vi julestue i salonen, hvor vi lavede konfekt og juleklip efterfulgt af dansk julefrokost med Mahi Mahi fiskefilet på rugbrød med remolade. Dagen inden havde vi haft en dag med total vindstille, hvilket vi benyttede til at få en dukkert i det 5 km dybe vand.

Vi holdte juleaften for anker i Carlisle Bay ombord på Bellona . Ved siden os lå en anden dansk båd Aura, som vi har mødt flere gang undervejs. Det meste af maden havde vi med hjemmefra, så menuen stod på and med brun sovs, brune kartofler, rødkål og ris a la mande med kirsebærsovs til dessert. Det var en meget speciel oplevelse at sidde i badeshorts og bar overkrop juleaften og inden maden havde vi været ude at surfe.

I går var vi på en lang vandretur på østkysten af øen sammen med vores nye ven Sven og hans familie. Sven mødte vi da han er i gang med at renovere en stor gammel bygning på stranden lige foran båden.

De næste par dage vil vi bruge på at se øen og ordne nogle ting på båden inden vi sejler videre til Tobago, hvor vi skal samle Bjørn op.

Glædelig jul og godt nytår!

Mange hilsner

Nikolai, Mads og Jens